K1

Ansvar

Styrmanden har ansvaret for mandskab og båd og må derfor forlange, at mandskabet ubetinget følger hans/ hendes anvisninger. Dette er vel ikke en ting, man til daglig spekulerer så meget over, men styrmanden må altid være sig sit ansvar så meget bevidst, at mandskabet i en kritisk situation ikke er i tvivl om, hvem der leder turen.

Endvidere skal styrmanden være opmærksom på, at han/hun ved uheld kan kræves retsforfulgt efter søloven, nøjagtig som enhver anden skibsfører.

Endelig har styrmanden ansvaret for mandskabets opførsel under turen.

Pligter

Styrmanden har pligt til:

  • at efterse, at det materiel, der bruges til turen er i orden
  • at turen er indskrevet i roprotokollen
  • at sikre sig, at roerne er kvalificerede til den pågældende tur
  • selv, at være orienteret om vejrforhold og fortrolig med søvejsregler og styreteknik
  • at kalde mandskabet til orden i tilfælde af uenighed
  • efter roturen, at sørge for, at materiellet bliver rengjort og lagt på plads
  • at notere hjemkomsten i roprotokollen
  • at sørge for, at eventuelle skader på båden bliver udbedret

Endelig skal man være opmærksom på:

  • at såfremt en roer ønsker at vende hjem, har du pligt til at vende om.

Rettigheder

I tilfælde af forsømmelse fra mandskabets side, har styrmanden ret til at indberette dette til bestyrelsen.

Alt dette kunne let tage modet fra en styrmand, men her må man huske, at viden altid vil blive mødt med respekt, så hvis du blot sætter dig grundigt ind i de ting, du bør vide, vil det give dig den sikkerhed, der skal til for at gøre dig til en god styrmand.

Juridisk ansvar

Styrmanden i en robåd må gøre sig klart, at han ikke blot har et moralsk ansvar, men også et juridisk, fuldkommen på linie med føreren af et hvilket som helst andet fartøj. Man har således eksempler på, at styrmanden – også i en robåd – ved dom er gjort ansvarlig efter sølovene.